Sommerferielangtur Fyn Rundt

27.juni til 6.juli - i alt 15 deltagere

Det lykkedes - hele vejen rundt - vi tog endda en lille kortturs-slapper-turistdag i Svendborgsund. 2 x 2-årers og 1 x 4-årers med 9 roere, der roede hele tiden og 6 roere, der skiftedes til de 2 pladser + følgebilen, der meget tungt læsset var med på de fleste stræk.

Ingen uheld - En del vabler hist og her, nogle skrammer på ben og arme, ømme bagdele, et par knækkede tænder og lidt solbranket hud.

Rigtig mange gange tak til alle de klubber, der åbnede deres lokaler for os - det var så hyggeligt, at besøge jer alle.

Dag 1 Assens - Middelfart - 39km

Første dag Fyn rundt start kl. 12 fra Assens med godt vejr og medvind. Det trak op til regn vejr da vi lagde til ved Føns for middagsmad. Da vi skulle i land for eftermiddagskaffe trak det op til regn og torden. Dette forsvandt dog efter lidt tid - 1t var vi på land. Derefter tilbagelagde vi det sidste lille stykke frem til Middelfart. Alt i alt en vellykket start på turen. - Matti, Lars og Magnus

 Middelfart FR-fr

Dag 2 Middelfart - Bogense - 33 km

Inden vi roede videre fra Middelfart, kunne vi nå at beundre nogle lokale roere i en dobbeltfirer, som trænede til Europamesterskaberne for veteraner. Meget flot! 

Vi startede ud i medstrøm om under den nye Lillebæltsbro, som jeg stadig synes er et fantastisk flot bygningsværk, og videre forbi Strib, som tager sig flot ud med fyret og flere flotte villaer. I fint rovand gik turen rundt i Båring Vig og ind til en campingplads, hvor Jesper havde meldt vores ankomst. Han havde fundet en højtbeliggende stråtækt pavillon med et 6-kantet bord/bænkearrangement som passede perfekt til 12 personer. Her nød vi en dejlig frokost alt imens det smådryppede udenfor.

 Turen videre mod Bogense foregik i tørvejr, let vind og sol og vel inde i Bogense Havn blev vi godt modtaget af roklubbens formand Anders Rosschou. Lidt usædvanligt for en roklub ligger Bogenses klubhus 3-400 meter væk fra broen, men formanden og Carsten havde gjort en bådvogn klar, så vi kunne køre bådene op til klubben. De tre ungdomsroere og Lasse syntes åbenbart at det tog for lang tid at komme retur med vognen, så de valgte at bære en 2-årers hele vejen! En god dag sluttede med mad og hygge i opholdsstuen på 1. sal med flot udsigt over vandet. - Flemming

Dag 3 Bogense - Jørgensø - 34 km

Vi vågnede op til mere vind end de foregående dage, men efter et godt morgenmåltid var vi klar til at tage kampen op med bølgerne rundt om Æbelø. Pga. bølgerne valgte vi at ro længere end normalt før vi skiftede styrmand, men vi nåede da vel ud til Æbelø og om i læ og hvor var det flot. Efter min mening den smukkeste natur på hele turen.

Vi holdt en lille strække ben – spise frugt og/eller müslibarer – og tissepause på øen inden turen gik over et lavvandet område mod flyvesandet, hvor der var frokostpause. En let tur ventede frem mod Jørgensø og Odense Roklubs sommerhus, medens jeg skulle køre til Otterup for at proviantere bl.a. til grillaften i Jørgensø. Et par km før Jørgensø røg udstødningsrøret af og med det skrabende hen ad vejen og fri udblæsning skulle jeg ikke køre videre. Listede ind til en beboer på vejen, som var super flink, så han stillede køreslidsker, opklodsning, værktøj og håndklæde som jeg kunne ligge på, til rådighed. Efter denne lille forsinkelse var mit mål at finde sommerhuset, så jeg kunne byde de øvrige roere velkommen, men de var allerede i gang med den første øl eller vand! Vi gik ret tidligt til ro da turens længste etape ventede på dag 4. - Flemming

Dag 4 Jørgensø - Kerteminde - 53km

Den lange distance! Mandag d. 30. juni.

Fyn-rundt-turens længste distance var fra Jørgensø til Kerteminde. Og turen var yderligere speciel ved at passere Fyns Hoved – et forblæst og åbent sted.

Altså skulle vi meget tidligt op og i gang. Det betød start klokken 7.30 med kurs mod Enebærodde, hvor vi skulle krydse Odense fjord over mod Dalbybugten. Vinden var i nordvest og forholdsvis frisk og området virkede som en tragt og det betød store bølger fra nordvest og små krappe i alle retninger.

Så det blev en hård tur! Som det blev beskrevet af en af deltagerne: det var utroligt at se fem hoveder/ overkroppe i båden Willemoes uden at kunne se båden. Der blev kæmpet i alle tre både – ingen steder kunne vi gå i land – så der var kun en løsning: bare fremad mod Korshavn. Og vi nåede Korshavn uden uheld klokken 11. 3 både skulle øses og rygge skulle hviles.

 Alle forlangte en længere pause – så der blev tid til at spise, hvile sig, toiletbesøg og selvfølgelig diskussion om den næste del af etapen: rundt om selve Fyns Hoved. Med det vi havde oplevet indtil nu var der nogen nervøsitet og skepsis. Men heldet tilsmilede os.

 

Efter pausen startede vi og kunne passere Fyns Hoved uden de store problemer – vinden var løjet af og derefter var det næsten roning i læ.

Næste pause var Bøgebjerg Strand med udsigt til Romsø – dejligt sted og stadig i godt vejr. Den sidste strækning regnede alle med ville gå uden problemer. Dog måtte vi sande, at turen fra Stavre Hoved ind til Kerteminde var hård – strid strid modvind. Men hvad betød det når målet var i sigte.

Klokken 18 ankom vi til Kerteminde Roklub efter 53 kilometer i meget forskelligt rofarvand. Godt gået alle!

John kerteminde

Dagen sluttede med pizzaer og is med jordbær, de sidste købt på Fyns Hoved og så tidligt i seng. - Jesper

Dag 5 Kerteminde - Nyborg - 30km

Vi havde brug for at sove lidt længe - især "drengene". Vi gik fra bro i Kerteminde ca.9.30 - der var noget vind - men igen: heldet og den rigtige vindretning gav en lætur langs kysten mod Nyborg. 

FRdag5 1

Frokosten på stranden ved Grønnehave Camping - der mødte vi lige 2 x 2årers med Nyborg damer, der var på tur til Kerteminde - hyggeligt. Eftermiddagens rohold på broen før afgang mod Storebæltsbroen.

Der skulle igen fyldes depoter op - så det var mit lod at køre bilen om eftermiddagen og købe en masse ind i Nyborg + kage til eftermiddagskaffen. De der roede fik lige en kæmpe vasker af en byge + modvind fra Slipshavn til Nyborg og TRÆNGTE til kaffe og kage. Aftensmaden lækre kyllinger, ris og salet stod John, Magnus og Flemming for. - Bente L.C.

Dag 6 Nyborg - Svendborg - 38km

Tirsdag aften tog 3 nye medlemmer til Nyborg for at slutte sig til den hårde kerne af roere, der tog hele turen rundt. Vi blev mødt af glade , men trætte, vind og vejrbidte roere.

Næste morgen (efter min først nat i et temmelig koldt telt i 20 år) satte vi i ro og mag af sted i dejligt vejr og havde en dejlig tur sydover. Solen skinnede, vandet var roligt og humøret højt hos alle. Vi nærmest susede mod Svendborg det første lange stykke med vind i ryggen og sol foroven. Vi lagde til i Lundeborg og tilbragte en del tid med at lede efter rugbrødene – 11 roere kan jo ikke dele et rugbrød, når een ungdomsroere alene fortærer 15 stk.  Heldigvis kunne Bente igen redde dagen og arrangere købet hos en lukket kiosk!

Der var mulighed for nogle ekstra udfordringer omkring Svendborg med lavt vand og smalle broer, men det ”eneste” udfordrende var en nederdrægtig modvind, modsø og modstrøm de sidste 6 km …siger jeg der sad styrmand, men mine med- roere knoklede løs for at bringe os sikkert i land! Der blev vi mødt af frisk kaffe, kæmpe kager og Bentes søde søster! - Mette

Dag 7 Svendborgsund - 19km

Næste morgen var vejrudsigterne ikke gode ift. til turen til Fåborg, så hvis man spørger mig traf turledelsen en ualmindelig god beslutning: dagen blev til en overligger dag med en magstur i det sydfynske øhav. Jeg har længe haft et ønske om at ro der og glæden var stor, da vi i dejligt vejr roede forbi knudrede egetræer langs kysten, lagde til ved Nørreskoven og gik til Elvira Madigan stenen og spiste frokost ved stranden ved Valdemar Slot.

 Se, det var en dejlig lille deltagelse i Fyn rundt med godt selskab – fantastisk at alle kan deltage på deres egne vilkår og med egne forudsætninger!! Tak til dem der har arrangeret alt det, så jeg bare kunne komme med i et par dage og nyde uden at yde andet end kræfterne til båden. - Mette. 

Dag 8 Svendborg - Fåborg - 34km

Solskin, stille vand, medstrøm - Svendborsund viste sig fra sin smukkeste side. Afgang fra Svendborg Roklub 8.30 - efter alle de aktive svendborgroere havde fordelt sig i deres både. Hurtigt under Svendborgsundbroen dog med hensyn til morgenfærgerne til Ærø, Skarø og Hjortø.

FRdag8 1

Efter knapt 2 timer formiddagspause i Ballen med frugt, kiks, drikke. Videre mod Fjellebroen, hvor vi spiste en super frokost og hvilede rygge og ben. Vest om Svelmø i sol og sommer - skønt. Igen heldige med vinden, årer og jakker hjalp os med farten, så vi loggede 5-6 km mens vi drev! Super sommervejr og ankomst til Fåborg Roklub ved 16 tiden. Magnus og Matti trak lige den 4-årers for fuld skrue mens vi andre barenød turen - 1km med 13km/t trak de! Dejligt at komme til Fåborg Roklub- rart at føle sig næsten hjemme.

FRdag8 2

Kold landgangsøl på terassen og efter havnebad og brusebad et glas koldt vin eller vand - hvor heldig kan man dog være?? Turens sidste aften blev fejret med aftensmad på Frk. Jensen - super buffet med lækre grønt- og salatretter og grill efter ønske. - Bente L.C.

Dag 9 Fåborg - Assens - 46km

Sidste etape - og igen medsø, medvind og fint rovejr. Jesper på land med tungt lastet bil - roerne langs Horne, Dyreborg, Knold og formiddagspause ved bro i Bøjden. Mod kendt kyst - Helnæs Fyr i sigte. Lidt sø på tværs af Helnæs Bugten og så igen fordel af vinden - jakker og årer hjalp.

FRdag9 1

Frokost på Helnæs Made - i læ, Carsten og Jesper skiftede bil/båd og så var det bare hjemad langs Helnæs, Agernæs, Aa, Sønderby mod Assens. Alle kom godt i land, godt igennem og var så stolte og glade, da vi landede i Assens lørdag kl. 16. Bådene blev skuret og skrubbet, skyllet og tørret. De der havde roet alle etaper sluttede med 325km. Super tur - tak til alle for godt humør, gode kræfter og sammenhold. - Bente L.C.